Hvad fatter gør - fåret, gåsen og hønen

I min lille æske dyr var der ingen gås, men Kirsten har nogle stykker af dem. Hun har en svaghed for gæs.

“Det er en svær én, du der har!” sagde bondemanden, “den har både fjer og fedt! den kunne tage sig godt ud i tøjr ved vor vandpyt! den var noget for moder at samle skrællinger til! Hun har tit sagt, “bare vi havde en gås!” nu kan hun da få den – og hun skal få den! vil du bytte? Jeg giver dig fåret for gåsen og tak til!”
Ja, det ville da den anden nok, og så byttede de; bondemanden fik gåsen. Nær ved byen var han, trængslen på vejen tog til, der var en myldren af folk og fæ; de gik på vej og på grøft lige op i bommandens kartofler, hvor hans høne stod tøjret for ikke i forskrækkelse at forvilde sig og blive borte. Det var en stumprumpet høne, der blinkede med det ene øje, så godt ud. “Kluk, kluk!” sagde den; hvad den tænkte derved, kan jeg ikke sige, men bondemanden tænkte, da han så hende: Hun er den skønneste høne, jeg endnu har set, hun er kønnere end præstens liggehøne, den gad jeg nok eje! en høne finder altid et korn, den kan næsten sørge for sig selv! jeg tror, at det er et godt bytte, om jeg fik den for gåsen! “skal vi bytte?” spurgte han. “Bytte!” sagde den anden, “ja det var jo ikke så galt!” og så byttede de. Bommanden fik gåsen, bondemanden fik hønen.