tirsdag den 5. juni 2018

Knud og Krista i Skanderborg


I Skanderborg er bysbarnet Ole Lund Kirkegaard meget nærværende overalt i bybilledet. Hans absurde  og sjove børnebøger og deres illustrationer er elsket af børn gennem årtier, så det er helt fortjent.
Og så gør det bybilledet ret underholdende.
Her har Knud og Krista vovet sig op på det ene hoved på den tohovedede drage.
Da vi besøgte Skanderborg forrige lørdag afholdt byen netop Sløngeldage.

Knud og Krista i Randers


På turen til Middefart fortalte Yrsa om gæslinger, som befandt sig i Doktorparken i Randers.
Vi tog derop straks dagen efter. Se Kirsten billeder her.
Knud og Krista var også med, og de nød den dejlige park i det fine vejr blandt forglemmigej og smørblomster. De små planter var som en hel urskov for dem, men som det ses passer Krista godt på Knud.

lørdag den 2. juni 2018

Knud og Krista på krogen


Tænk hvis flere butiksdrivende havde en lige så spændende port som denne slagter og fiskehandler i Middelfart.
Knud og Krista poserede gerne - indtil jeg nævnte noget om velhængt bamsekød!



fredag den 1. juni 2018

Knud og Krista ved Lillebælt

På Cafe Razz ved bæltet i Middelfart.
Torsdag i sidste uge var vi i Middelfart af en helt bestemt grund. Kirsten og Yrsa var på brovandring på den gamle bro. Det er ikke lige noget for mig med klatren rundt i højderne, så jeg hang ud ved Lillebælt  imens. Sammen med Knud og Krista. De ville nu godt have været med på broen, men det er ikke tilladt at tage noget som helst med derop. Tænk hvis nogen fik et par bjørne i hovedet!

torsdag den 31. maj 2018

Knud og Krista i Vejers


I Vejers er der udstillet et hus, som gør reklame for Varde Miniby.   Knud har været i minibyen i 2010, men Krista var jo ikke med dengang, så vi tog lige et par fotos.



onsdag den 30. maj 2018

Knud og Krista på bar

Frokosthvil
Knud og Krista var med på pinsecamping - i år i Vejers. Om lørdagen var vi på bytur til Varde, og uden for Imerco fandt de små lømler mulighed for et hvil eller to.

Caribisk barstemning

mandag den 28. maj 2018

Knud og Krista på Christanshavn

Knud og Krista ved den gamle fabrik
I København prøvede vi at sejle med havnebussen ud til Refshaleøen, hvor engang Bormeister & Wain lå. Senere på dagen gik vi en tur på Christianshavn, og fandt ud af, at firmaet faktisk blev startet her som maskinfabrikken Baumgarten & Burmeister. Man lærer immervæk noget nyt!

Fotoet er fra Christianshavn, men her er Wain og skibene vist kommet ind og Baumgarten ud.

søndag den 27. maj 2018

Svenska hus


I gamle dage, når vi tog til Malmø fra København, besøgte Kirsten altid en Hemslöjd-forretning.
Den er der ikke mere, men svenskerne har ikke opgivet håndarbejdet, og man kan stadig købe diverse puslerier. Her gælder det korsstingshuse. Jeg synes bedst om græstaget på Kristas hus. Knuds kunne udmærket være dansk. Og Skåne er jo også næsten dansk.
Da jeg var barn havde min farmor en tændstikæske (en såkaldt husholdningsæske), som var lavet som et lille hus, meget lig disse. Mon min søster stadig har den?


fredag den 25. maj 2018

Knud og Krista på Moderna Museet


Fra København tog vi en dag til Malmø. Man kan nu benytte sit rejsekort dertil. Til gengæld holdt toget stille på Hyllie Station, så alles pas kunne kontrolleres. Før var det kun vores katte, der skulle vise pas. Knud og Krista har ikke pas, så de gemte sig i min taske og blev smuglet ind!
Først besøgte vi Moderna Museet, som havde gratis adgang og et gult rum med bagagebokse.
Boksene havde ikke numre men kunstnernavne. På indersiden var der et citat af pågældende kunstner.
Knud og Krista, der måske var lidt utrygge på grund af det med passene, tilbragte tiden på museet i en af disse bokse. Det var Marc Chagall's.
Her er de fotograferet i Man Ray's.


onsdag den 23. maj 2018

Knud og Krista på vej til København


Vi har været på to små ferier i maj. Knud og Krista var med.
Her er de på vej til København med Kombardo-expressen. De overvejer, om Molslinjen mon også har en speciel pris for bjørne eller kun for børn?
Krista mente først, at det var det, der stod på skiltet. Knud var uenig. Men han er jo også mere trænet i at læse - om sig selv!

tirsdag den 20. marts 2018

Det er stort at være lille


I reklamerne i biografen og på TV kan man følge med i "De små Priser"´s gøren og laden.
Nu har de indspillet et hit : "Det er stort at være lille"
Kirsten kan næsten ikke klare den mere, men sådan har Knud det slet ikke. Han er vild med sangen.
Den siger jo, hvad han altid har vidst!

Knud er endda noget mindre end idolerne

mandag den 12. marts 2018

Lidt kongelig har man vel lov at være


Måske er kopperne ikke det pureste guld, men de ligner. Jeg købte dem på Fanø - i en lille butik i Nordby. Jeg har en del kopper i forvejen, men disse var for usædvanlige!
De vil være en pryd for enhver bamsecafé.

mandag den 12. februar 2018

Japanerinde


Japan har været meget in de sidste par år. Vi har set japanske udstillinger bl.a. i København.
I år var der også en japansk dame på julemarkedet i Ridehuset. Hun lavede de fineste flettede kurve a la julehjerter. Det var bare ikke hjerter men fugle og andre dyr.
Jeg købte en japansk dukke af hende.

tirsdag den 6. februar 2018

Elsebeths skrin?


Jeg plejer ikke at gå på mange loppemarkeder mere. Jeg har næsten nok til selv at arrangere et.
Men når man er på ferie er det lidt anderledes. På et  af slagsen på Fanø fandt jeg dette fine skrin.
Da jeg åbnede det, så jeg, at der stod E.B. i låget. Det er initialerne på en af mine veninder fra gymnasiet. Jeg havde lige været sammen med hende i Lundeborg. 
Det skrin er naturligvis nu en del af min samling. Mønten fulgte med, det vistnok en krone.


mandag den 5. februar 2018

Hawaii-fest


Forleden var jeg til jubilæum hos en tidligere kollega. Receptionen blev holdt som en Hawaii-fest.
Jeg greb chancen for at lege lidt med mine miniatureting.
Det blev til denne hat.

onsdag den 31. januar 2018

Ensom bamse


I september var vi igen til strikkefestival på Fanø. Jeg skulle absolut besøge Kunstladen, for at se, om de havde nogle Frigast-nisser, som jeg ikke havde. Det havde de desværre ikke. På en bjælke hang der en lille bamse, helt alene. Det var jo for synd! Så ham købte jeg da.
I sommerhuset havde han godt nok selskab, men med skam at melde. har han ligget for sig selv i en æske lige siden. Nu har han heldigvis hundreder af kammerater.
Som det ses, er han svensker - fra Teddykompaniet i Båstad.

tirsdag den 30. januar 2018

Begynderstrik

Mit andet forsøg i strikkekunsten
Som man kan se på min strik-til-salg side, lå jeg ikke brak i 2017 hvad strikkemodeller angår.
Ret utroligt, når man tager i betragtning, at jeg egentlig er ret fummelfingret.
På Kirsten strik er finishen altid helt i top. Jeg lærer stadig!
Det var min lærerinde i landsbyskolen , Frk. Jensen, der lærte mig at strikke.
Det første værk var en lang strimmel, som blev rullet sammen til en nålepude. Det første stykke var inderst!
Det næste var denne sypose med ret og vrang, huller og indtagninger. Ikke ganske jævn, men det er jo også bomuldsgarn. Værre var det, at den ene side blev ret meget større end den anden.
Lærerinden syede lidt camouflage på. Hun sørgede også for blomster og snor, så posen kunne udstilles på forældredagen.
Jeg fandt posen under oprydning i et skab. Den har været brugt til mine skopudsegrejer.

mandag den 29. januar 2018

Knud og Krista i Lundeborg



I september var Knud og Krista endelig med - i Lundeborg. I en hæk på vejen hjem fra havnen var der en lille altan, hvor der lige var plads på de gule stole til to små bamser. Vinen er også serveret!
De nød caféen i den passende størrelse.
I det hele taget var der meget sjovt at finde i Lundborgs gader. Se Kirstens indlæg om Lune Lundeborg.

En kedelig cementstander er blevet til et lille hus.

lørdag den 27. januar 2018

Bidstrup Hovedgård - en miniature


I et indlæg fra september 2016 kan man på Kirstens blog læse om et besøg på Bidstrup Hovedgård.
Ved den lejlighed tog hun også dette foto til mig. Hele herligheden i modelstørrelse.
Tjek på Kirstens blog, hvor nøjagtig modellen er!

torsdag den 25. januar 2018

Oh, at bo i en kaffekande

- eller måske en sukkerskål?
Hvem der bor i de hyggelige huse ved jeg ikke, men med det utal af kopper kaffe jeg konsumerer både hjemme men især på diverse caféer, så ville det da lige være noget for mig. Hvis jeg altså var krympet.

Kaffekanden så jeg på Grønbechs Gård i Hasle på Bornholm i 2016. Jeg kan ikke huske keramikerens navn. Kirstens foto.

onsdag den 24. januar 2018

Ænder på Colonaden


På Colonaden i Hamborg, hvor der er mange restauranter og sjove butikker, er der en butik med cowboystøvler!
Som om det ikke var bemærkelsesværdigt nok, sidder der i deres udstillingsvinduer nogle små ænder med mini-læderstøvler på.
Kirsten har fotograferet - i september 2016.


tirsdag den 23. januar 2018

2017 - et begivenhedsløst år?

Ja på miniatureområdet har det været det. Mange af mine gamle kolleger rundt om på børnebibliotekerne er gået på pension, så der har slet ingen udstillinger med mine minibamser været sidste år.
Men ellers har jeg som vanligt været på diverse ferier og udflugter.
Som nævnt, tog jeg bare ingen fotos. I begyndelsen af året glemte jeg endda et par gange at have bamser med! Gæt om Knud var sur!
Heldigvis har Kirsten altid apparatet med, og hun har taget et par fotos for mig her og der.
Dette flotte fuglehus er fotograferet på et nu nedlukket galleri i Saltum. Der var vi nemlig til uldfestival i maj. Det er Bjarne Deleuran, som er kuntneren. Følg linket og se flere fuglehuse.


søndag den 21. januar 2018

Knud ER berømt!


Knud har altid vidst, at han var noget ganske særligt. Det synes vi jo også, men jeg har af og til tænkt, at hans ego var lovligt stort til så lille en bamse.
I 2016 skrev jeg hvordan Knud genfandt sin søster Krista.
Giveren mente, at hun havde et avisudklip om Knud og Kristas skaber, men hun vidste ikke, hvor det var.
Lige før jul var det dukket op, og hun havde det med til mig. Det viste sig, at Knud havde været i Guinness Rekordbog 1999!

Jyllands Posten bragte dette indlæg 11.11.1998:

Bamserne fik Anni i rekordbogen

63-årige Anni Christiansen fra Bagsværd troede næppe sine egne øren, da hun for nylig blev kontaktet af Bagsværd/Søborg Bladet. Bladet kunne nemlig meddele Anni Christiansen, at hun var blevet optaget i Guinness Rekordbog med en temmelig usædvanlig rekord: Ud af en helt almindelig skindhandske har Anni Christensen formået at sy ikke mindre end 20 bamser. Men så er de heller ikke ret store, den mindste måler bare 26 millimeter. Da Anni Christiansen begyndte at sy de mange bamser, var det slet ikke med henblik på at slå rekorder. Hun syntes bare, det kunne være sjovt at se, hvor mange bamser der mon kunne blive af en handske. "Men at det nu er sket, er både sjovt og ikke mindst meget overraskende," siger den stolte rekordindehaver til ugeavisen.

Klippet jeg fik, var fra den omtalte ugeavis. 
Da Kirsten købte Knud  i Bamsehuset (som ikke findes mere) på Bornholm, vidste de, at han var syet af en handske, og at det viste var noget med en konkurrence.

Så Knud ER jo virkelig en celebritet. Og det er Krista jo også.

lørdag den 20. januar 2018

Downsizing

Overskriften hentyder  til det faktum, at det er et år siden, jeg har bragt et nyt indlæg på min blog, og det kan man da kalde en nedskæring af format.
Jeg tog stort set heller ikke nogen fotos i 2017.
Men nu vil jeg prøve at bringe bloggen tilbage til normal størrelse.
Det kan ikke ske for de små mennesker, vi så i en forfilm forleden.
Filmens titel er også Downsizing, men her er det mennesker, der krympes til at passe til min miniverden!
Jeg har altid været fascineret af historier om små mennesker: Tommelise, Tommeliden, Niels Holgersen osv.
Tror du de er i 1:12? spurgte Kirsten. Det er de nu ikke helt, men det er ikke meget galt. De små mennesker er kun 12.9 cm høje!

Sikke et dukkehus - til levende dukker!

De små mennesker transporteres til miniverdenen!