mandag den 23. maj 2016

Dansens Dag


"I dag er det dansens dag", fortalte Kirsten mig på en bytur. Det vidste jeg intet om.
Da vi senere besøgte Galleri V58 så jeg denne  mini-skulptur, som både var sjov og altså ret aktuel.
"Frø byder op til Dans" hedder den, og det er Helle Rask Crawford, der har lavet den.
Den er blot 12 cm høj.
Hvert år d. 29. april er Dansens Dag, hvor dansen bliver fejret i hele verden.
Det kunne jeg også konstatere, da jeg om aftenen så den tyske udgave af Vild med Dans på RTL.
Den kanal har vi netop fået adgang til igen. Hvis andre er lige så heldige, kan man endnu nå at se semifinale og finale de næste to fredage.

lørdag den 21. maj 2016

Med hjem fra tur #6


Jeg tjekker jævnligt genbrugsbutikken i Jægergårdsgade for gamle blade og  sjovt legetøj. I bladene er der strikkeopskrifter! Legetøjet skal naturligvis være miniature.
Sættet her kostede den enorme sum af 25 kr.
Den lille lerskål er købt på Den gamle Bys julemarked.

fredag den 20. maj 2016

Med hjem fra tur #5


Siden jeg på en udstilling på Sabro Bibliotek for et par år siden så nogle små trædrejede skåle, har jeg ønsket mig én.
Jeg kendte godt trædrejeren, men på det tidspunkt var jeg gået på efterløn, så jeg fik aldrig købt nogen.
Sidste jul fandt jeg heldigvis nogle på Ridehusets Julemarked.
Og de er altså små!

torsdag den 19. maj 2016

Med hjem fra tur #4


Tingene her er alle købt i Biti i Ribe. Stolene allerede i 2014, men resten blev købt sidste år.
Det lille marmorbord  og stellet har været med på flere udstillinger allerede, så den opmærksomme læser vil måske genkende det.


Den hvide kanin og det hvide porcelænsskin er købt i Det gule hus - også i Ribe