tirsdag den 31. marts 2015

Knud til træning

Lad os så komme i gang øvelserne!
To eller tre gange om ugen går vi til træning hos Træning for Quinder i Viby. Knud fik undtagelsesvis for et hankønsvæsen lov til at træne med.

Maskinerne var lige med det største for Knud.
Selv om han selvfølgelig har bjørnekræfter!
Han var nu mest optaget af påskekonkurrencen, hvor man skulle tælle ænder. Præmien omfatter bl.a. nogle søde sager.

Knud har fundet en rød and
GOD PÅSKE!

mandag den 30. marts 2015

Knud i garnbutik


Vi kan vældig godt lide byture. Enten her i Århus eller i andre byer. Der bliver shoppet lidt, drukket en masse kopper kaffe og ikke mindst besøgt en del garnbutikker.
Især synes der altid at være brug for knapper. Selv om vi har lager, mangler vi tit lige de helt rigtige.
Knud har før været med til at købe garn, og han ser jo også resultaterne, så det kender han alt til. I sidste uge købte vi en masse knapper til lageret. De kostede kun 1 krone  pr styk. Og Kirsten købte det røde Samarkand-garn. På udsalg.

søndag den 29. marts 2015

Knud til sang


Jeg turde ikke rigtig tage Knud med på mit sanghold. Jeg var bange for, at han ikke ville kunne lide musikken!
I stedet for hjælper han mig her med at finde ud af, hvilken sang jeg skal vælge, når det bliver min tur til at bestemme. Jeg kan vælge sange fra Højskolesangbogen eller fra vores sæt af kopier.
Det er ikke noget kor, jeg er med i. Vi synger bare for sjov.

lørdag den 28. marts 2015

Knud til foredrag


Vi går til en masse foredrag -  her i vintertiden nogen gange flere om ugen - mestendels på Folkeuniversitetet. Det kan være om sprog, naturvidenskab, historie eller, som det Knud var med til, om kunst.
Knud nød ikke ligefrem de kunsthistoriske udredninger om Amsterdam og omegn. Han sov vist til det meste.


Noget må han dog have hørt af forklaringerne til et Vermeer-maleri, for i pausen erklærede han, at han altså ikke kunne se noget helligt i en bolle og en kop kaffe med mælk! Havde det så været honning. Eller bananerne for den sags skyld. Men de har da nu vist en helt anden symbolik fra en helt anden boldgade.

fredag den 27. marts 2015

Knud pensionist?

Knud i receptionen på Grand Budapest Hotel
Nej, det er han ikke, selv om man godt kunne få den tanke. Det er over et år siden, han sidst har optrådt her på bloggen, og han er mildt sagt ret muggen. Han har været med på ferier, og er ikke blevet fotograferet eller noget. Han er blevet glemt, når vi har været på ture. Slet og ret forbigået og overset!
En bitter pille at sluge for en bamse i sin bedste alder!
Faktisk udbad han sig en forklaring på, hvad vi, der er blevet pensionister, farer ud af døren efter hele tiden, når det nu ikke er for at gå på arbejde.
Knud er derfor blevet tilbudt at komme med en gang imellem, når vi er i byen.
I denne uge har der været flere ting - og det så ellers ud til at blive en stille uge, og der er endda skøjteløb på TV.
Knud lagde ud med at tage med i Seniorbio i Øst for Paradis.

Knud studerer et filmkamera. Han tænker vist på at gå til filmen.
Den film vi så fandt både vi og Knud ret mærkelig og en smule forvirrende.
Men kagen var god!