torsdag den 31. december 2009

Godt Nytår!

Den hvide bamse er Bitzy fra Izzybears i England, den tykke med sølvhatten er Fenn fra Aerlinn Bears på Tasmanien, den lille lyse med den pink pynt er Gulliver fra Gizmo Bears i Sydafrika og den lille med kraven er Adam fra Clancy Bears i England. Så et internationalt godt nytår til alle. Desværre glemte jeg bamsernes champagne, men den fik de efter at billedet var taget.

onsdag den 30. december 2009

Slut med nisserne

Så skal nisseudstillingen på Åby Bibliotek ned igen - øv! Men den er jo ret sæsonbetonet. I stedet skal der en eventyrudstilling op. På gensyn næste år - søde nisser.

tirsdag den 29. december 2009

En bamseblog

Jeg har opdaget en bamseblog i Storbritannien, som jeg synes er meget sjov.
Se den her

mandag den 28. december 2009

Julegaver


Den lille vinterbamse fik jeg i julegave af misserne. For en gangs skyld var Helen Rübner fra Rønde på julemarked i Ridehuset, og heldigvis havde misserne ikke købt gave endnu. De fik lidt hjælp af Kirsten. Min mor har fået hjælp af min søster til at købe de to Medusa snemænd. Den lille bamse er også sød uden hue.

søndag den 27. december 2009

Juleferien forbi

Så er juleferien ved at være godt brugt. I morgen er det tilbage til arbejdet. Så må jeg se om alt er vel i bamsehuset. Det er fire arbejdsdage siden, jeg sidst har været på Åby Bibliotek. Der er nok gået et par pærer. Belysningen kan ikke rigtig klare, at være tændt så mange timer. Men huset får lov at stå til efter nytår.

torsdag den 24. december 2009

Glædelig Jul

Jeg har ledt og ledt efter en hellig familie til min julekrybbe. Nu har jeg købt den i Tyskland via Ebay. I Tyskland er alting jo i system også julekrybber. De benævnes efter voksne figurers størrelse i stående tilstand. Min krybbe anslog jeg til en 12 cm-krybbe, og det ser ud til at være helt fint. I dag kom det lille Jesusbarn på plads som den sidste - som sig hør og bør.
Figurerne er fra det gamle italienske firma Fontanini. Det er 100 år gammelt, og sælger åbenbart stort i USA. Ser mere her
Glædelig Jul til alle mine læsere!!!

onsdag den 23. december 2009

Julegave-ønsker

Her i butikken Stofftiergarten på Hamborgs hovedbanegård er der julegaveønsker nok til næsten enhver smag. Hvis man altså synes om stofdyr og bamser. Jeg synes især om de små fyre foran. Dér sad også min Krispin, før jeg købte ham. (Se 12. december). Kirsten har fotograferet.
bbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbb

tirsdag den 22. december 2009

Noget om engle

Selv om engle sagtens kan optræde året rundt, er de specielt knyttet til jul. Jeg hørte engang en juleprædiken om engle. Vi var for en sjælden gangs skyld i kirke juleaften. Præsten forsøgte at forklare fænomenet. De fleste har faktisk aldrig tænkt på, om de tror på engle eller ej. Men de fleste af dem er jo så kønne! I hvert fald dem på træet her (Hamborg igen, ja! Det er Kirstens foto). De to nedenfor er en lidt anden type. De hører p.t. til julekrybben.

Jeg har købt dem i Kvickly.

mandag den 21. december 2009

Flotte æsler

Min julekalender er min julekrybbe. Hver dag bliver en figur sat frem. Det betyder dog ikke, at jeg har 24 perfekte ting. Nogen af figurerne er ret midlertidige. Jeg har ganske vist et fint lille æsel, som slet ikke er en erstatning. Alligevel kunne jeg godt tænke mig et af de her af oliventræ, som jeg så på julemarkedet i Hamborg. Men det blev ikke i år. Jeg havde allerede fået noget nyt til krybben.

fredag den 18. december 2009

Endnu et juletræ


Bamsetræet var selvfølgelig ikke det eneste juletræ i Käthe Wohlfahrts butik på Hamborgs julemarked. Er disse trædukker med bevægelige arme og ben ikke bare søde?

onsdag den 16. december 2009

Gaver i utide


Det er mest almindeligt, at det er værterne, der får gaver, når man er på besøg. Vores gode ven Annett havde da også en masse fint nips med til Annettes nissehus, da vi var der i lørdags. Jeg stillede det op i det store køkken til fotografering.
Men Kirsten og jeg fik også gaver! Jeg fik to nissebamser. Her er den ene på besøg i nissehusets dagligstue, hvor træet venter på sin pynt.

tirsdag den 15. december 2009

Flytterod

Vores veninde Annette er ved at indrette et stort dukkehus til sine nisser. Nisserne har hendes mormor i sin tid lavet, og de passer fint til 1:12 miniature. Foreløbig er der ingen nisser i husets 9 rum. Tapeter er sat op og møbler placeret. Næste trin er opsætning af lamper. På bilederne ses spisestuen, hvor det store julebord skal dækkes med muselmalet porcelæn. Linnedskabet står i systuen og venter på stofruller m.m. Forhåbentlig bliver huset aldrig færdigt, for det er så sjovt at se, hvad nyt der er sket siden sidst.

mandag den 14. december 2009

Nøddeknækkere



På julemarkedet i Hamborg har Käthe Wohlfahrt fra Rothenburg en hel pavillon med al mulig julepynt. Det var der, jeg så bamsetræet. Butikken i Rothenburg er vistnok verdensberømt. Nøddeknækkere er en stor juleartikel i Tyskland, altså de små soldaterfigurer. Små og små - de findes nu i alle mulige størrelser op til 1 m, tror jeg. Her er et udvalg af Wohlfahrts.

søndag den 13. december 2009

Santa Lucia

Tyske håndværkere tog sidst i 1600 tallet skikken med Luciaoptog med til Skandinavien. På det tidspunkt var 13. december årets korteste dag, det ændrede sig i 1753 med indførelsen af den Gregorianske kalender, hvor man fjernede 11 dage, derefter blev den 21. den korteste.
Skikken udviklede sig især i Sverige, men de sidste 50 år har der også været Luciabrude her til lands. Så brugt er skikken, at Den Kongelige Porcelænsfabrik har lavet figurer af optoget. Dem på billedet er min søsters og pynter altid på julebordet hos hende.

lørdag den 12. december 2009

Lederhosen




I Bamseland=Tyskland er der selvfølgelig også bamser i Lederhosen. Man forventer dog nok ikke lige at finde dem i Hamborg, men det var altså der, jeg fandt lille Krispin. Han er en Teddy Hermann, og der findes kun 800 af hans slags. Det har han certifikat på. Han er også fin bagfra.

fredag den 11. december 2009

Bamseland

Tyskland er virkelig bamseland! Det første, vi så på banegården i Hamborg var en butik med tøjdyr og bamser. Senere så vi dette juletræ - kun pyntet med små bamser. Lige noget for mig. Lige noget for mig.

onsdag den 9. december 2009

Julemarked

I går var vi på endagestur til julemarked i Hamborg. Der var ikke helt så meget, som da vi var der for tre år siden, men der var rigeligt. Hvis man havde lyst og råd kunne man købe en lillebitte udgave af hele narkedet. Husene er større end til modeljernbane men mindre end dukkehuse.

søndag den 6. december 2009

Bamsehuset

Bamsehuset er på plads med de sidste små justeringer ....eller? Nu da jeg har taget de første fotos, kan jeg pludselig se noget, som er faldet ned, står skævt eller på anden måde er i uorden. Men da Guldlok har været på spil, kan jeg jo bare give hende skylden. Nu har vi ferie, og det kære hus er overladt til kollegers omsorg. Men det plejer jo at gå fint hver eneste år. Og jeg må nøjes med billederne. Til gengæld er der en masse børn og voksne, der kigger på det.
Her kommer bjørnene hjem til det hærgede hus. Gaven i køkkenet har Guldlok åbnet.

lørdag den 5. december 2009

Irenes nye nisse

Som (måske) sidste afsnit i nisse-føljetonen er her Irenes (kær kollega) nye nisse, som også er i den lidt grimme charmerende nymodens stil. Se mere på Irenes blog her
Jeg synes også, at den lille kande er søøød! I modsætning til resten af Timmo, som nissen hedder.
Se flere Aspegren juleting her

fredag den 4. december 2009

Flere nisser

Jeg kan godt lide nisser. I hvert fald i den størrelse, som passer til dukkehusting. Men vi har nu sjældent nogen stillet frem herhjemme - måske et par stykker på mit eget værelse. Jeg har efterhånden fået samlet en hel del. Forrige år var de udlånt til Tilst Bibliotek, og i år residerer de så på Åby Bibliotek.
Jeg har lavet et helt lille julelandskab til dem. Jeg troede måske nok, at jeg selv var den eneste, der kiggede. Men i dag, da jeg gik i børneafdelingen et stykke tid, så jeg flere børn, der blev tiltrukket af dem. Fint!
bbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbbt!

torsdag den 3. december 2009

Min gamle nisse

Jeg har selv en fin gammel nisse. Jeg vil ikke sige, at han er fremme hver jul, men jeg er meget glad for ham. Han lå i en kommode, som mine morforældre gav mig, da jeg som 12-årig fik mit eget værelse. Både kommoden og nissen havde været min afdøde mosters. Hun døde, før jeg kan huske noget, men hun var altid savnet i familien. Hun var født 25 december, og hendes foto hjemme i mine forældres stue var altid pyntet med en grangren i julen.

onsdag den 2. december 2009

Lisbeths gamle nisse

Der er ingen grænser for de mange forskellige nisser, man kan erhverve sig i denne tid. De ligner dog sjældent nisser fra gamle dage. Dén her gamle nisse fotgraferede jeg hos min veninde Lisbeth sidste år. Hvem hun har arvet den fra, har jeg glemt, men den er meget elsket og sikker på at komme frem hver jul.

tirsdag den 1. december 2009

Medusa

Ofte er julepynt nuttet og nærmest glansbilledagtigt, men nu er der kommet noget på markedet, som er sjovt og tit lidt grimt. Christmas Krinkles er et kendt eksempel. Her i landet står firmaet Medusa for nogle skøre eksemplarer. Jeg faldt helt for deres juletræ, da jeg var i en isenkræmmerforretning forleden. I dag har jeg sat den første figur i min julekrybbe frem. Et fjoget får fra Medusa. Hver dag indtil juleaften skal der sættes en ny ting frem.
Se Medusas hjemmeside