torsdag den 29. januar 2009

Godt nytår!

Ja, jeg ved godt, at det er lidt sent. Et par dage. Nyrårsaften var i søndags, og det nye år startede mandag morgen. Det kinesiske altså. De to pandaer fejrede det traditionen tro.
Små røde pakker
Første dag i det nye år bruges, ifølge gamle skikke, på at besøge familie, venner og naboer for at aflevere små gaver. Typisk er det små skåle med frugt, der udveksles, men til børn og ugifte giver man små røde pakker med penge. Målet er at lægge gammelt nag bag sig og starte på en frisk i det nye år. Af andre ritualer gælder, at man hverken må feje, støvsuge eller vaske håret. Man skulle jo nødig vaske det nye års lykkebringende ånder ud med badevandet.
Som man kan se, kender pandaerne disse skikke. Læs mere om det kinesiske nytår her
Den lille panda er Fulusoxi, som betyder lykke, rigdom og langt liv på kinesisk ifølge hans amerikanske bamsemager, Hattie Harman..
Den store panda hedder Cuddle Ling og er skabt i Tyskland af Eileen Seifert, Bärenliebe Teddys.
Han er en såkaldt "open mouth" bamse, og dem er der ikke så mange af.

tirsdag den 27. januar 2009

Pave Benedikt den 16.

Den absolut mest besynderlige bamse vi har her i huset er Kirstens pave-bamse. Da Joseph Alois Ratzinger i 2005 blev valgt, gik man i Tyskland meget op i, at en tysker var blevet pave. Det afspejlede sig straks i bamse-verdenen. Hvis man tror, at Kirstens er den eneste, tror man fejl. Bendikt findes i adskillige udgaver, størelser og fabrikater. Ham her er blevet til i et samarbejde mellem Hermann-Spielwaren i Tyskland og World of Miniature Bears i USA. Det er ikke til at se det, men han er altså kun 8 cm høj. Det er tyskerne, der har syet tøjet. Ikke engang kalotten mangler!

torsdag den 22. januar 2009

En hel lille lama-flok

Lamaerne er købt i flere omgange for mange år siden, og der er da også lidt forskel på, hvor falmede de er. Der er lidt uenighed om, hvorvidt den ene lama er min. Det mener Kirsten ikke, så hun har nok ret. Hun siger, at hun netop gerne ville have en lille flok. Lamer er så søde i virkeligheden, og det er disse her da også. Og bløde.

onsdag den 21. januar 2009

Se giraffen


Hvor og hvornår jeg har fået denne ranglede men ret søde giraf, husker jeg ikke. Det er temmelig længe siden. Kirsten har vist haft et lignende dyr, men det eksisterer ikke mere. Vi kan ikke engang huske, hvad det var for et dyr. Jeg tror, at ståltråden til sidst stak ud flere steder. Kirsten mener, at det var hvidligt, måske en hest. Måske var det et æsel. Dem har hun virkelig en svaghed for.

tirsdag den 20. januar 2009

Stakkels æsel

Vi har altid haft det med at falde for dyrefigurer. Selvfølgelig alle mulige bløde dyr og bamser. Nogle er store, men de fleste er ret små. Vi har også en hel hylde med kattefigurer - de fleste af dem i miniature-størrelse. Et af de ældste eksemplarer er Kirstens lille æsel, som hun købte på Sicilien ved årsskiftet 1973-74. Hvis man kigger godt efter, kan man se et skår i den ene lille krukke. Det skyldes ikke, at æslet er så gammelt. Nej, det skår har altid været der. Der var et helt bord med æsler, og som altid skulle hver enkelt nøje granskes, før der blev købt én. Det gør vi rutinemæssigt, når der købes dyr. Selv fabriksfremstillede er absolut ikke ens, og det gælder jo om at få den, der er sødest eller har det bedste udtryk. Men dette æsel blev valgt netop på grund af den skårede krukke. "Det er synd for det!" erklærede Kirsten, "Der er jo ingen, der vil vælge det, med det skår." Altså bortset fra Kirsten.

søndag den 18. januar 2009

Rosina


Samlermani er der rigtig mange, der - lige som mig selv - lider af. Vores veninde Annett er katteentusiast og samler. Hendes største mani er Rosina Wachtmeister-katte. Jeg synes hendes lille hus med hylder til de forskellige katte er så sødt, at man kunne overveje at købe ét og stille bamser på hylderne! Alle kattefigurerne har navne, og alle er forskellige, selv om de ser ens ud. Jeg tog et par fotos, da vi var på besøg i går.



Se Rosinas hjemmeside her

fredag den 16. januar 2009

Alle har ret til...

...et fedt køkken? I hvert fald synes jeg, at bjørnene i Bamsehuset har et hyggeligt køkken. De har fået lidt nye møbler i år og også lys i loftet. Ikke så sært at Guldlok blev fristet. Det her billede lå på min pc på biblioteket, men jeg tror nu også, at jeg har flere backups i huset.
...en fed computer. Hvad jeg ikke har, for den næsten nye computer gik i sort forleden dag. Endnu ved ingen, om noget er gået tabt. Det regner vi nu ikke med, men det er i hvert fald ikke tilgængeligt i den næste uge. Heldigvis er den gamle da forholdsvis funktionsdygtig, så godt at vi havde den i reserve. Ellers havde vi vel måttet købe en bærbar eller noget.

onsdag den 14. januar 2009

Nyt multimediehus?

Er det her en model af Århus' nye hovedbibliotek? Her ser du Børnepavillionen, IT-tårnet og Litteraturhuset. Nej, det er det nu ikke, selv om det garanteret ville være et hus, der ville vække opsigt. Det er et af kunstværkerme på Aros. Jeg fik desværre ikke noteret kunstneren, men du kan måske selv gå ned og se efter. Samtidig kan du jo se om Videnscenteret ikke gemmer sig bag på modellen.

tirsdag den 13. januar 2009

Bordets glæder

På keramikmuseet fik jeg næsten straks øje på et udstillingskatalog med et lille tableau i keramik. Jeg måtte naturligvis have det, og fandt ud af, at udstillingen havde været i 2006, og at det var forskellige pottemagere fra Dansk Pottemagerforening af 1894, der havde udstillet under titlen "Bordets glæder". Pottemageren der havde lavet det lille teselskab på forsiden af kataloget er formand for foreningen. Hun hedder Meike Diederichsen og bor såmænd i Malling.

mandag den 12. januar 2009

Box med elefanthus

I weekenden var vi bl.a. en tur i Middelfart for at se en udstilling på Danmarks Keramikmusem på Grimmerhus. Det var det fineste lille museum, og det ærgrer mig, at vi ikke har været der noget før. Jeg fik Kirsten til at fotografere denne lille figur, Box ned elefanthus. Keramikeren hedder Jens Bohr. Museet havde også en butik, hvor jeg ned nød og næppe undgik at købe en lille lågkrukke.
Se museets hjemmeside her

lørdag den 10. januar 2009

Rensdyret

Jeg ledte længe efter et rensdyr til mit tableau og endte med at købe det i København. Det er et ganske almindeligt Schleich-dyr, og bagefter har jeg set flere af dem her i Århus. Se et udvalg af Schleich her
Og de tog hinanden i hænderne og vandrede ud af det store slot; de talte om bedstemoder og om roserne oppe på taget; og hvor de gik, lå vindene ganske stille og solen brød frem; og da de nåede busken med de røde bær, stod rensdyret der og ventede.

fredag den 9. januar 2009

Ganske stiv og stille

Kay gik også og lagde figurer, de allerkunstigste, det var forstands-isspillet; for hans øjne var figurerne ganske udmærkede og af den allerhøjeste vigtighed; det gjorde det glaskorn, der sad ham i øjet! han lagde hele figurer, der var et skrevet ord, men aldrig kunne han finde på at lægge det ord, som han just ville, det ord: Evigheden, og snedronningen havde sagt: “Kan du udfinde mig den figur, så skal du være din egen herre, og jeg forærer dig hele verden og et par nye skøjter.” Men han kunne ikke.
“Nu suser jeg bort til de varme lande!” sagde snedronningen, “jeg vil hen og kigge ned i de sorte gryder!” — Det var de ildsprudende bjerge, Etna og Vesuv, som man kalder dem. — “Jeg skal hvidte dem lidt! det hører til; det gør godt oven på citroner og vindruer!” og så fløj snedronningen, og Kay sad ganske ene i den mange mil store tomme issal og så på isstykkerne og tænkte og tænkte, så det knagede i ham, ganske stiv og stille sad han, man skulle tro han var frosset ihjel.

Vraget til rollen


Den første Kay jeg i sin tid havde, så ganske vist temmelig stiv ud, men han var alt for stor og klodset. Nu er hans matrostøj overtaget af to bamser. Den nye Kay er meget sødere, og når det kommer til stykket er rollen som død jo ikke vanskelig for nogen dukke! Kirsten og Lise syntes, at jeg var ret kynisk.

torsdag den 8. januar 2009

Det frygtelige iskolde Finmarken

Gerda er dén dukke, som fik en nisses dragt. Ganske vist er det nok derfor, hun bærer hjertet udenpå tøjet, men det passer da ganske godt, ikke?
“Jeg kan ikke give hende større magt, end hun allerede har! ser du ikke, hvor stor den er? Ser du ikke, hvor mennesker og dyr må tjene hende, hvorledes hun på bare ben er kommet så vel frem i verden. Hun må ikke af os vide sin magt, den sidder i hendes hjerte, den sidder i, hun er et sødt uskyldigt barn. Kan hun ikke selv komme ind til snedronningen og få glasset ud af lille Kay, så kan vi ikke hjælpe! To mil herfra begynder snedronningens have, derhen kan du bære den lille pige; sæt hende af ved den store busk, der står med røde bær i sneen, hold ikke lang faddersladder og skynd dig her tilbage!” Og så løftede finnekonen den lille Gerda op på rensdyret, der løb alt, hvad det kunne.
“Oh, jeg fik ikke mine støvler! jeg fik ikke mine bælgvanter!” råbte den lille Gerda, det mærkede hun i den sviende kulde, men rensdyret turde ikke standse, det løb, til det kom til den store busk med de røde bær; der satte det Gerda af, kyssede hende på munden, og der løb store, blanke tårer ned over dyrets kinder, og så løb det, alt hvad det kunne, igen tilbage. Der stod den stakkels Gerda uden sko, uden handsker, midt i det frygtelige iskolde Finmarken.

onsdag den 7. januar 2009

I snedronningens slot

Jeg blev jo aldrig færdig med min H C Andersen-serie, og et af de eventyr, jeg mangler, er Snedronningen. Nu har jeg som nævnt genoplivet tableauet på Sabro Bibliotek. Billedet her er derfra. Her sidder den stakkels Kay med det frosne hjerte inde midt i snedronningens ernorme kolde slot og kæmper forgæves med sit puslespil. Men Gerda er på vej.
Slottets vægge var af den fygende sne og vinduer og døre af de skærende vinde; der var over hundrede sale, alt ligesom sneen føg, den største strakte sig mange mil, alle belyste af de stærke nordlys, og de var så store, så tomme, så isnende kolde og så skinnende. --- Midt derinde i den tomme uendelige snesal var der en frossen sø; den var revnet i tusinde stykker, men hvert stykke var så akkurat lig det andet, at det var et helt kunststykke; og midt på den sad snedronningen, når hun var hjemme.

tirsdag den 6. januar 2009

Julen slut

Så nåede vi til Helligtrekongers-dag, og julen er slut for alvor. Jeg er nu også begyndt at pakke nogle af juletingene ned, men jeg er jo ikke så meget for det. Julekrybben er der endnu. Det hele af den har jo ikke stået så længe, for jeg stillede en ting frem om dagen i december, sådan som man skal. Bamsehuset skal pakkes ned i dag på Åby Bibliotek, men til gengæld har jeg sat Snedronningen op på Sabro Bibliotek. Her vinker nisserne farvel for i år.

mandag den 5. januar 2009

Hovedet i busken


Det er vel ikke så mærkeligt, hvis denne lille mand stikker sit hoved ind i træet her i begyndelsen af januar. Man kan da også blive lidt træt af at høre om udsalg, fitness, slankekure, regninger, sne og frost. Skulpturen er lavet af den norske kunstner Fredrik Raddum. Den står på en træstamme og manden er vel ca. 15 cm, hvis man strakte ham ud - med hoved! Vi så ham på Aros i går.

Læs mere om Fredrik Raddum her eller her

søndag den 4. januar 2009

Teddy's bord

I dag fik vi endelig tid til en tur på Aros - næsten sidste sekund før Erik A. Frandsens udstilling er slut. Vi havde fotoapparater med og tog nogle billeder. Der var dog en dreng på 6-7 år, der oplyste mig om, at det var forbudt. Hvis det var tilfælder, var vi nu ikke de eneste syndere. Og så længe man ikke bruger blitz, er skaden til at overse. Dette bord tilhørte Teddy Sørensen, en nu afdød århusiansk kunstner. Hvilket bare beviser, at en masse rod, skrammel og småting kan være meget kunstnerisk og spektakulært, Og det er da en trøst.

lørdag den 3. januar 2009

Klokken slår - tiden går

Endnu et billede fra nytårsaften i Lisbeths stue. Som det ses på uret, er vi netop gået ind i 2009. Faktisk var det gået i stå, men vi VAR altså startet på det nye år. Fotos kan godt lyve. Det gælder også billedet af værtinden. Det er taget for næsten 60 år siden. I sepia naturligvis, alt andet var vist utænkeligt på den tid. Men trods alle årene husker Lisbeth endnu, hvor ubehageligt det var, at sidde sådan med sit ben. Men det kan man ikke se på billedet.

torsdag den 1. januar 2009

Russisk julepynt

Nytårsaften besøgte vi én af vores ældste venner, Lisbeth, som jeg gik i gymnasiet med for 40 år siden. Hun er en rigtig tingsamler, og der er næsten ikke en plet i hendes hus, hvor der ikke står en finurlig ting. Her i juletiden er der selvfølgelig ekstra meget. Lisbeth rejser meget i Rusland, hvor disse små Matrjoschka'er stammer fra. De har øskener oveni, men der var ikke blevet plads på træet i år - undtagen til én.