lørdag den 30. marts 2013

Bælte til fingeren


Da vi for et par uger siden i sidste øjeblik besøgte messen "Kunsthåndværk, Kitch og Genbrug" i Ridehuset nåede jeg lige at erhverve et nyt smykke. Det var bare om at beslutte sig, før alt var pakket ned. Jeg har ikke fortrudt mit køb, og har allerede brugt min nye ring meget.
Den er lavet af  Anitta Blom, som også er tilknyttet butikken 2trinop i Badstuegade.

fredag den 29. marts 2013

Hvid påske


Jeg har lige tjekket. Der var sne til kyndelmisse! Men tø var det nok ikke, for vi har da i hvert fald fået sne til påske. Det er irriterende med en påske, der falder så tidligt. Heldigvis er både vi og vores faste påskegæst nu på efterløn, så vi har simpelthen udskudt den til maj!
Da nu vejret mere minder om jul:
Hønsene har jeg tænkt at bruge i min julekrybbe.

PS:
Måske skal man ikke tro for meget på de gamle vejrvarsler. Jeg kendte denne:
Er det tø til kyndelmisse, bliver der sne til påske.
Men der findes en række andre varsler.
Som f.eks.Snevejr denne dag lover tidligt forår.
Det sidste holder i hvert fald ikke stik!

fredag den 8. marts 2013

Til te hos Perch


Forleden tog vi en hygge- og shoppingtur til København. Vi var utrolig heldige med vejret. Det var årets hidtil smukkeste og varmeste dag. Rigtig forår.
Som et af de på forhånd fastlagte punkter på turen var et besøg i Perchs Tehandels nye Tearoom, hvor man skal bestille bord. Her er tekortet på størrelse med en bedre reastaurants vinkort. Det var absolut en oplevelse at være der.


Også udsmykningen i den store gamle lejlighed over den alt for lille butik var speciel. Kineserierne her stod på hylden ved siden af vores bord. Små fine figurer på to krukker og en lille tepotte. Læg mærke til deres tøj med blå porcelænsmaling. Og de små teskåle i figurernes hænder.

mandag den 4. marts 2013

Knud råber hurra!

Knud var ikke født endnu, da alle de første bamser var til fødselsdag i mit vitrineskab. I går havde han så chancen for at være med til min. Det var, som alle ved, den herligste forårsdag, og i tilgift sendte min bror og svigerinde dette pragtfulde lille stykke indendørs forår.
Nyd det. Hurra vinteren er forbi!