onsdag den 30. maj 2012

Neville og Nickel

 

Jeg sad og tjekkede linkene på denne blog og havnede på Tiny Bears hjemmeside. Der så jeg, at en meget fin og sød bamse var sat til salg på Ebay. Jeg har ikke mange danske bamser, så det var en ekstra attraktion. Altså bød jeg på Neville, som han hed. Men jeg tabte auktionen!
ØV!
Jeg skrev en mail til Tina Jensen, som har syet ham, og bestilte en næsten magen til. Ikke to bamser er ens, men jeg var vældig tilfreds med lille Nickel, og nu er han på vej til Åbyhøj.
Det er Neville, der er blå, og Nickel der er brun.

tirsdag den 29. maj 2012

Mia

Det er sjældent, at jeg køber nye bamser, men for et par uger siden fik vi endnu et nyhedsbrev fra Lesley Stipanov i Australien. På hendes hjemmeside var lille Mia til salg. Hun var klædt i en sød blondekjole med bånd og perler. Og så er hun kun 8 cm høj. Nu bor hun hos mig! Den lille kop fulgte med. Lesley Stipanovs bamser hedder Les Bears, og vi har et par stykker i forvejen.

torsdag den 17. maj 2012

Dukker på havearbejde

Det har ikke været den mest strålende maj hvad vejret angår. Det er dog lykkedes dukkerne, at komme på arbejde i haven. Jeg har købt dem alle på antikloppemarked. I betragtning af, at jeg ikke samler på dukker, har jeg da en hel del. De to store dukker havde ikke tøj på, da jeg fik dem. Den hæklede kjole er købt på dukkehus-messe et sted. Den er utrolig fin og med små underbukser til. Bagpå er der (eller rettere var der) to bittesmå perlemorsknapper. Desværre faldt den ene hurtigt af, og ingen agf vores nåle er tynde nok til at gå gennem hullerne. Den anden af de store dukker har arvet sin overfine kjole fra en porcelænsdukke, der nu er Gerda i tøj stjålet fra en nisse. Hun ser nu ikke ud til at have lyst til havearbejdet. Og babydukken tager sig et hvil!

mandag den 14. maj 2012

Molly

Da jeg i sin tid skrev om mine H C Andersen-tableauer lavede jeg en mærkelig fejl. Det opdagede jeg for nylig, fordi jeg igen fandt tingene frem og lavede en ny udstilling på Åby Bibliotek. Jeg skrev at dukke Sophie i "Den lille Idas blomster" blev spillet af min dukke Molly. Det passer slet ikke.
Her er den rigtige Molly. Hun er det eneste, som jeg nogensinde har hugget i en butik med vilje. Det skete i min pure ungdom i begyndelsen af 70'erne. Jeg skulle bare lige se, om jeg kunne!
Molly var i starten min rejsemaskot. Kirsten havde allerede sin lille Schuco-bamse, som hun havde med. Jeg havde Molly.
Hun er en af de der gummidukker, som er så lækre at røre ved.