torsdag den 31. oktober 2013

Fredericias Miniby


På den kreative messe i Fredericia var der en stand, hvor husbyggere fra Den historiske Miniby viste nogle eksempler, byggede på et nyt h us og ellers fortalte om byen og arbejdet. Husene er i 1:10 målestok og nøjagtige kopier af byens huse i 1949.
Det ved man fordi Fredericia var en militærby og derfor nøje kortlagt. Der findes også  meget præcise tegninger af husene fra netop dette tidspunkt. Det er bare at hente dem i arkiverne. Fredericia var dengang en af landets største byer. Men så kom der en krig eller to forbi.

tirsdag den 29. oktober 2013

Kreative dage


I weekenden samledes i tusindvis af hobbyfolk i Fredericia til Kreative Dage. Messen var ikke helt så stor som sidst, men så kunne man snildt nå det hele på en dag. der var alle mulige hobbyer med tilhørende workshops og arbejdende værksteder. Og salgsboder naturligvis. En hel del garn var der også.
Hvilken hobby den lille japanske have hørte til, ved jeg ikke, men den ville passe fint til frøken Lykke og frøken Blomst.

mandag den 28. oktober 2013

Nissen Ella


Da vi var på Fanø for 2 år siden, fotograferede jeg en lille nisse sammen med Knud  i Victorias Palace.
Om det er helt den samme nisse, der nu er flyttet med til Åbyhøj, ved jeg ikke. Men det kunne det godt være. Hun hedder Ella og én  Birgitte Frigast Go'mogennisse. Nissen er 10 cm høj.
Den lille vase var mit eneste indkøb, da vi besøgte det store antik-loppemarked Tingfinderiet i nærheden af Spøttrup i juni .

torsdag den 24. oktober 2013

Det blå rum


Som Kirsten så udmærket har dokumenteret på sin blog og på Flickr, nåede vi lige at se den smukke udstilling "Det blå" på Silkeborg Museum før det var for sent.
Jeg blev inspireret til at finde nogle af min blå miniatureting frem og "udstille" dem.
Så her er det blå rum.
Bamserne er Deb Canhams Benjamin fra Teddy Hermann og en Steiff årsbamse fra 1998.

onsdag den 23. oktober 2013

Gammel kærlighed ruster ikke


I Karstadt i Hamborg var de så småt ved at finde juletingene frem i slikafdelingen. Vi har også set de første julestoller. Men vi har en bestemt som det skal være, og den er ikke med marcipan! Vi køber den hvert år i Citti Park i Flensborg.
Det lille gamle par er ikke juleslik, men de er af marcipan. Og er de ikke bare søde?

tirsdag den 22. oktober 2013

Et lille mesterværk

Farverne var lidt klarere på originalen og på mit postkort end på dette billede, som jeg fandt på nettet
I 1985 så jeg en Matisse-udstilling på Louisiana i Humlebæk. Jeg var ikke så imponeret, for jeg syntes, at mange af billederne mest var dekoration og ikke så meget andet. Der var blandt andet en hel del papirklip.
Det var sidst i min forrige strikkedille, og da jeg så dettet klip i glade farver, fik jeg en idé. Mon ikke det kunne blive til en bluse?


Billedet hedder L'esquimau og er lavet i 1947. Heldigvis kunne man købe klippet på postkort - det var før digital-kameraernes tid - og  det købte jeg med hjem som forlæg.


Et større arbejde med at tegne billedet over på perlepapir (som egner sig fortrinligt til strik uden at proportionerne forvrænges) begyndte.
Så skulle garnet købes. Jeg strikker ikke så jævnt, så dengang som nu holdt jeg af flamégarn. Hjertegarn havde på det tidspunkt en masse farver i bomuld, og det var faktisk muligt at få alle farver ret præcist - nogle i den tykke yndlingskvalitet, andre måtte strikkes med dobbeltgarn.

Blusen er strikket i gobelinstrik, hvor der ikke er tråde på bagsiden, men hvor man skifter nøgle, hver gang man skifter farve. Hvis man kan holde rede på alle de små nøgler, er det en uhyre nem teknik, selv om det ikke ser sådan ud.

Man følger bare sit mønster, ligesom hvis man broderede korssting.
Men det tager selvfølgelig ret lang tid!

søndag den 20. oktober 2013

Hamborg igen igen


I begyndelsen af oktober var vi på en ny tur til Hamborg. Se Kirstens blog her
Det var, som hun skriver, en oplevelse at være oppe i  St. Michael kirkens høje tårn.
I kirken kunne man købe forskellige souvenirs. Jeg var fristet af indtil flere. Bl.a. et ur med kobberskive, hvor kobberet stammer fra kirkens tag. Også dette lille porcelæns-sæt tiltrak sig min interesse, men det var i lidt for stor målestok.
Det er fremstillet af den tyske fabrik Reutter, som ellers sælger et utal af miniaturer- i den rette dukkehus-målestok 1:12.
Jeg har et par stykker af dem, men jeg bliver lidt utilfreds med dem, når f.eks. sovseskeen er limet fast til sovseskålen, eller stakken af tallerkener er klistret sammen, så de går i stykker, når man prøver at dække bord med dem.

lørdag den 19. oktober 2013

Knud i tvivl


På hylderne i Victorias Palace afprøvede Knud et par transportmidler.
Motor eller muskler? Det var spørgsmålet
Sidevognen på motorcyklen var lige tilpas og meget komfortabel. Men hvem skulle så styre?
Båden var meget flot og også i rette målestok. Men svær at ro, når årerne var klistret fast!
Så begge dele fik lov at blive på Fanø - i denne omgang!

fredag den 18. oktober 2013

Nye lokaler

Klodshans og Prinsessen på ærten
Den finurlige butik Victorias Palace, som ingen turist på Fanø må misse, er flyttet siden vi var der sidst. Nu har den til huse ved Fanø Bads feriecenter. Lokalerne er bedre beliggende og måske større. I hvert fald er caféen større, men der var nu en anden charme over det gamle sted - midt i et erhvervsområde - tæt på genbrugspladsen.
Et eventyrligt sted er det stadig. Birgitte Frigast's H C Andersen-figurer er noget mere professionelle end mine!

torsdag den 17. oktober 2013

Små huse


Vi tog en ekstra omvej i Nordby på Fanø, for at jeg kunne få fotograferet den lange række af fuglehuse. Det viste sig bare, at det slet ikke var huse til fugle. Jeg tog nu et billede alligevel, for de var så fine.
Husene forneden er lamper, som stod udenfor den udmærkede Restaurant Sylvesters - også i Nordby. Æggekagen kan anbefales.

onsdag den 16. oktober 2013

Nye ting


Som regel falder jeg for et eller andet småt, når jeg er på ferie. Det gjorde jeg selvfølgelig også i Skagen og Göteborg.
Det var dejligt vejr, mens vi var i Skagen, og der blev spist en del is. Men bamserne hjemme i sommerhuset fik slet ingen is, og det var da synd.
Derfor købte jeg deres egen lille ismand til dem! Den kan trækkes op og køre en runde på stranden, eller hvor der nu er kunder.
Bilen, der kan køre selv, og kurven, der er en ørering, er fra Göteborgs legetøjsbutik Lille Karin i Haga.
Læg mærke til, hvordan de to strandpiger på brochuren og de to rafael-engle på bamsernes æske spejler hinanden! Det var først bagefter, at jeg så det.
Bamserne er, foruden Knud, Mae fra Les Bears, en lille gul dansker fra Grethe Olsen og Tristen fra Bijoux Bears.

tirsdag den 15. oktober 2013

Skov-værelse


En anden af de arkitektstuderende i Göteborg havde indrettet et hotelværelse. Dem var der også et par stykker af, da vi som nævnt på bloggen i går var der i 2011.
Her er det åbenbart et hotel ude i skoven, og værelset har da vist fået karbad på terrassen!
Her ville Knud godt have været indlogeret et par dage, men der var jo glas foran, og skov var der heller ikke meget af.

mandag den 14. oktober 2013

Smart skobutik


Vi er på så mange ferier i år, at man dårligt kan nå at skrive om den ene, før man er afsted igen.
I Göteborg kom vi igen forbi et vindue, hvor arkitektstuderende har indrettet forskellige rum - i små modeller. Sidst jeg skrev om dem var i november 2011.
En af modellerne denne gang var en skobutik. Der mangler bare skoene og kunderne! Men mine små bamser bruger nu ikke rigtig det med fodtøj.

tirsdag den 8. oktober 2013

Hønsestrik


I forrige weekend var der 70'er festival i Den gamle by. Vi var lige inde og kigge lidt, for der var bl.a. en udstilling af og om hønsestrik. Jeg har aldrig selv strikket med så mange farver - det ville vist gå helt galt. Men jeg husker godt perioden hvor folk nærmest anarkistik og uden for meget med opskrifter bare strikkede løs. Meget flot og kreativt faktisk.
Modellerne blev så derefter, og løstsiddende var det fremherskende træk.
Der blev hentet inspiration fra broderi, vævning og folklore - ikke mindst fra Peru, som det også ses i hovederne på den øverste af disse børnemodeller.
Er det ikke sjovt, at der er noget meget antikveret over pigetoppen, mens drengeblusen kunne være strikket i går?


Se også Kirstens indlæg om fortidig strik her

fredag den 4. oktober 2013

Farver og striber


Jeg fik altså lidt garn med hjem fra Fanø. Noget nyt må man jo af og til investere i. Lidt af det var på tilbud - jeg køber ret tit nedsat garn.
De turkis/grå veste er strikket af udsalgsgarn. Jeg troede det var til en drengetrøje, men nu blev det altså til to pigeveste.


At bruge rester op er en anden af mine yndede discipliner. Den stribede sweater er en restetrøje. Det skulle egentlig have været en vest, men jeg kom aldrig rigtig i gang med den. Så så jeg denne opskrift i et blad, som fulgte med Hendes Verden. Det var mest om bolig, men denne opskrift var der altså også. Det satte mig i gang med at fordele rester fra mine andre projekter ud til de forskellige striber, og det var et sjovt strikketøj, som hurtigt blev færdigt. Der er kun købt 4 nye nøgler garn til trøjen.

tirsdag den 1. oktober 2013

Skibe skibe og atter skibe


Når man er på Fanø spiller skibe og søfart en væsentlig rolle.


Det afspejler sig i høj grad i og omkring de to kirker på øen. På kirkegårdene ligger der et meget stort antal skibsførere og kaptajner.
Inde i kirkerne er der simpelt hen fyldt med skibsmodeller. I Sønderho Kirke er der 15. Nordby Kirke må nøjes med 9!







Billederne her er fra Nordby Kirke
På de to af dem er navnet åbenbart.
Det grønne skib, som nærbillederne også stammer fra, ved jeg ikke hvad hedder..