fredag den 30. september 2011

Fanø fajancehunde

På gågaden i Nordby lå "Fanø tøj og kunst", som havde ophørsudsalg. Det lignede en butik, der havde solgt antik og gammelt, men der havde vist været udsalg ret længe, for varelageret var ret begrænset. I en montre fandt Kirsten dog to miniaturehunde, typiske små Fanø-hunde. Dem skulle jeg da have.
Damen i forretningen smilte stort. Hundene havde hun først fået dagen før. En ven havde købt et lager i England, og sagt til hende, at dem kunne hun let sælge mange af. Og allerede dagen efter var det første par solgt!

På hjemmesiden Guide til Fanøs historie kan man læse følgende citat:

I sine erindringer, udgivet 1953, mindes Andreas Sørensen sit barndomsmiljø i Sønderho. Hans far havde sejlet i 45 år, de første mange år i sejlskibene, før han som skipper måtte resignere og blive styrmand i en damper. Fra sejlskibstiden havde faderen hjembragt to store krøllede ”Aberdeen-hunde” med gule bånd om halsen. De stod på kommoden og vogtede en hjord af elefanter i hårdt, sort træ. Disse hunde holdt jeg meget af, og denne Kærlighed har ikke fortaget sig. Hver gang jeg i en Antikvitetsforretning ser ind i disse trofaste Øjne, husker jeg den Hærskare af Fajancehunde, der indtog Hæderspladser i de gamle Fanø-huse. Kunstkendere trak dengang på Skulderen af Aberdeen- eller New Englandshundene, men nu har de oplevet en Renæssance og koster op til et Par Hundrede Kroner Parret. Jeg har selv fire Hunde, to store og to ”Hvalpe”. Med de sorte Snuder kækt i Vejret står de under et Billedgalleri af gamle Fanøskibe, som for fulde Sejl stævner frem over de syv Have.

torsdag den 29. september 2011

Kageorgie

I Victorias Palace er der en hel afdeling, der hedder Børneværelset. Her er der dels udstillet gammelt legetøj, som man altså desværre ikke kan købe, og sjovt og fint legetøj, som er til salg. Meget af det er miniature. Et rent slaraffenland for mig. Se bare denne montre. Jeg bestemte mig for vægtlodderne og en hæklet kurv med strikket hank. Vi var jo til strikkefestival.

onsdag den 28. september 2011

Knud og Jeeves

Det er da den fuldendte butler, Knud her har mødt! Han stod i Victorias Palace, en meget spændende butik på Fanø. Jeg indså straks, at Knuds plads var på bakken ved siden af den lille hund. Og ganske rigtig. En butler burde være en bamseret, mente Knud. Men han må nøjes med mig til at bære sig rundt. Ingen af hundene var til salg, de var blot en del af en yderst spændende udsmykning. Det var der heldigvis en masse andet der var.

tirsdag den 27. september 2011

En ny ven til bamserne

Der var selvfølgelig også andre bamser med på weekend på Fanø end Knud. Som sædvanlig 3 andre. De fik en ny ven og beskytter i sommerhuset, hvor vi boede. Bamserne er foruden Knud, som jo er bornholmer, Sunny fra Tasmanien, Thaddeus fra New Zealand og Rufus fra Californien. Annett mente, at de burde skrive i husets gæstebog. Men vi var ikke online, og jeg kunne ikke helt huske alle detaljer.

mandag den 26. september 2011

Knud på strikkefestival

I weekenden var Annett, Kirsten og jeg - sammen med 6000 andre kvinder - på strikkefestival på Fanø. Knud var også med. Annett og Kirsten købte garn, så de sikkert har nok til næste festival om to år. Knud købte det lille nøgle. Så skal han bare lære at strikke! Jeg købte ikke et gram. Men det betyder jo ikke, at jeg ikke købte noget andet. Mere om det og om Knud på Fanø de næste dage.

torsdag den 22. september 2011

Messing-ting fra Heide

Jeg fik også et par småting med hjem fra loppemarkedet i Heide. Det var små messingting. De små glas er kendt af alle i min alder. De sad i vores barndom på vores bedstemødres flasker med kirsebærvin. Den sidste ting er en lampe, som mangler glasset. Men sådan er det jo med ting, man køber antikt.
Fotoet i baggrunden har Lars taget på markedet. Det er nu ikke messintingene, jeg er i gang med at fotografere, men de fine afrikanske figurer herunder. De minder om de hoveder fra Nigeria, som Elsebeth har. Se dem her

onsdag den 21. september 2011

Små sølvskåle

Noget af det seneste, som er anskaffet til antikbutikken er to små sølvskåle. Hvad de egentlig er beregnet til, ved jeg ikke, men det ligner fuldstændig miniature-sølvskåle. Mønten er en tokrone. Jeg fandt dem i Skagen Antik & Design. Vi fik også to små mågehåndklæder med hjem.

tirsdag den 20. september 2011

Antik i TV

På vejen hjem fra Heide lagde vi vejen forbi idylliske Friedrichstadt. Vi kørte bare igennnem - vi havde jo kattene bagi - uden at stå ud af bilen. Annett og Yrsa havde haft tid til en tur i byen. Dagen efter modtog jeg fotos fra Annett. De havde i et vindue set et TV - indrettet som antikbutik!! Af alle ting. Her er der lidt ideer at kigge på, når jeg selv skal i gang.

mandag den 19. september 2011

Flere fancy fuglehuse

Man må sige, at folk virkelig bruger deres fantasi, når der skal designes fuglehuse og foderbrætter. Her en lidt ny stil fra markedet i Heide. Gad vide, hvor længe al pynten bliver siddende?

søndag den 18. september 2011

Knud på golftur

Ser Knud ikke lidt mere tilfreds ud, her foran golfhytten. Det synes jeg. Det er meget mere i hans liga end camping. Det kan da for alvor kaldes minigolf.

fredag den 16. september 2011

Knud på camping

Knud fandt også tid til en lille campingtur sidste søndag. Han foretrækker dog mere luksuriøse overnatningsfaciliteter. Jeg synes, at han ligner én, der meget vil have sig frabedt, at hente vand i den røde spand. Helt enig, Knud. Men vognen er rigtig charmerende, og de små hamburgers er nok formildende omstændigheder for en bamse.

torsdag den 15. september 2011

Knud til vejrs

Selv om slutningen var lidt barsk, fik Knud da også nogle gode oplevelser i Heide. Han var med på loppemarked. Endelig fik han lejlighed til at komme til tops i et fyrtårn. De var nu ikke til salg, men præmier i en tombola. Knud købte ingen lodder.

onsdag den 14. september 2011

Knud bag tremmer

Så galt gik det nu ikke, men det var lige før Knud og jeg var røget i gældsfængsel sidste søndag i Tyskland! Det var blot den sidste af en række nervepirrende momenter ved et ellers dejligt weekenophold på Hotel Berlin i Heide i Ditmarsken.

Wellness-opholdet for 30 personer og 2 katte i luxus-værelser var allerede bestilt i april, og jeg troede jo, at den hellige grav var vel forvaret. Gæsterne blev inviteret og ALLE sagde ja tak. Det gav jeg hotellet i Heide besked om i juli, og bestilte bord til den annoncerede 3 retters gourmet menu.
Men jeg havde da vist gjort regning uden vært!

Fire dage før opholdet ringede en af gæsterne og fortalte, at hotellet hele to gange havde nægtet at kende noget til min booking. Jeg blev en smule klam og kontaktede hotellet. Det tog alt for lang tid, før jeg fik svar! 14 værelser og en buffet var bestilt.
Hvilken lettelse ikke at skulle i gang med at ringe afbud til alle eller finde noget andet i sidste sekund. Pyt med at det viste sig, at der ikke helt var nok af alt på buffeten og at værelserne var helt normale. Jeg var bare glad for, at det hele blev til noget.
Sikkert på et hængende hår.
Senere fandt vi nemlig ud af, at hotellet ikke mere hed nordica men Ringhotel. Jeg er næsten sikker på, at min booking faktisk VAR smuttet! GYS!

Hvad så med kachotten?
Jo, da jeg skulle betale blev mit VISA-kort afvist 3 gange. Det gik heller ikke med Kistens. En ualmindelig ubehøvlet og sur boss blev hentet. Vi havde bare at betale straks. Hvad der jo tydeligvis var lidt svært. Han nærmest flåede vores få kontanter i Euros ud af hænderne på os, og forlangte pas og ID med adresse, som han kopierede. Jeg var næsten sikker på, at det næste skridt var, at politiet blev hentet for at sætte mig fast!
Så prøvede receptionisten at tage halvdelen af beløbet på mit kort og den anden halvdel på Kirstens. Denne gang lykkedes det fint. Hvorefter den "hjælpsomme" mand vendte rundt og marcherede bort, som om det hele var hans fortjeneste. Hvad det nok også var, hvis han var ejeren!

Vi var ret sure og ophidsede bagefter, men Knud og jeg slap da for at ruske tremmer!
Og til syvende og sidst er det jo ens gæster der tæller, og mine var bare førsteklasses!

fredag den 9. september 2011

Højhuse - uden Knud

I Skagens Hvide Fyrtårn, som faktisk ikke er så højt, men ret gammelt, var der udstilling af kunst og kunsthåndværk. Desværre turde jeg ikke gå op ad trappen, så jeg blev nedenfor. Det gav mig god tid til at studere og fotografere de små huse på trappen udenfor. Da Knud jo ikke har højdeskræk, ville han sikkert straks have hængt sig i de øverste vinduer. I stedet måtte han hænge ud med de andre bamser i sommerhuset.

torsdag den 8. september 2011

Lampe - uden Knud

Det lader i det hele taget til, at små dukker må stå model til lidt af hvert. Vi var på endagestur til Göteborg i vores ferie, og i en butik så jeg denne lampe. Håber man kan se dukkerne. Jeg synes, det ville have pyntet med et par bamser, men jeg tvivler nu på, at Knud ville finde, at det var en passende stilling for ham.

tirsdag den 6. september 2011

Sjove smykker - uden Knud

Hvor dukkerne er henne? Ja, man kan få sine bange anelser, når man ser disse smykker. Muligvis ville de have skræmt Knud en smule. Man skulle jo nødig ende som broche i parteret tilstand! Jeg synes smykkerne er smarte, men modstod fristelsen. Damen, der passede butikken første gang vi var der, var én stor undskyldning for dem. Det havde hun nu ikke behøvet. Vi vendte faktisk tilbage, fordi Kirsten skulle købe en broche: et stykke af en tonmmestok med et plastic-insekt. Smykkerne er lavet af Kirsten Sonne, som var gæsteudstiller i Mygdalhus.

mandag den 5. september 2011

Dukkehus - uden Knud

Mygdalhus har et legehjørne for medbragte børn, og det er da en rigtig god idé. Knud kunne også have leget lidt her - eller ryddet op - i dukkehuset i stedet for at hænge ud på de udstillede genstande. Hvis han altså gad. Eller han kunne have taget en passiar med husets beboere. Men hvor er dukkerne henne?

søndag den 4. september 2011

Keramikhus - uden Knud

Dette hus, som vendte forskelligt de to gange vi var i Mygdalhus, er beregnet til at blive oplyst af fyrfadslys. Knud mener selv, at han er et stort lys, og han kunne sagtens have lyst op her. Men han fik aldrig chancen. Det er Karen Haagen, der har lavet huset. De små fugle er da søde! Se flere skønne huse, på Karen Haagens hjemmeside.

lørdag den 3. september 2011

Blomsterbed - uden Knud

Midt imellem Aalbæk og Hjørring ligger den lille landsby Mygdal. Der ligger Mygdalhus, som er udstillingssted for kunst og kunsthåndværk. Da vi var der, var der flere interessante ting. De fleste af blomsterne her er af glas og til salg. De er ikke så store, så her kunne Knud have ligget fint. Men han var blevet glemt.

fredag den 2. september 2011

Fyrtårn - uden Knud

I Skagen spiste vi en aften det store fiskebord på Bodilles Kro. I vindueskarmen ved vores bord stod disse to fyrtårne. Vi var enige om, at Knud havde passet perfekt bag rækværket på det store tårn. Men han sad hjemme i sommerhuset.

torsdag den 1. september 2011

Fiskerbåd - uden Knud

En af vores feriedage tilbragte vi i Sæby. Vi skulle først og fremmest besøge kirken og Ravsliberen, som tidligere boede i Skagen. Det var en dejlig sommerdag, og Knud kunne sagtens have været med. Men som I kan se er der en tom plads i redningskransen i den fiskerbåd, som Ravsliberen også havde på hylden. Og der skulle Knud jo have siddet.