mandag den 29. november 2010

Skole-Bamse

Jeg har ikke været ret flittig til at skrive på bloggen i denne måned. Måske fordi jeg har haft så rasende travlt med alt andet end miniting. Bl.a. en del arrangementer på mine biblioteker. I sidste uge havde jeg musik-arrangement på Sabro Korsvejskolens lærerværelse, og der mødte jeg denne lille frøken. Hvad laver hun dog der? Er hun bortkommet, eller er hun simpelt hen den nye køkkenhjælp? Det kunne sandt for dyden godt være nødvendigt med en lille husalf, og forklædet har hun jo. Hun er lidt større end mine bamser plejer at være, men ganske sød, ikke?

torsdag den 11. november 2010

Perler

Jeg har netop taget Bjørnholm Design Museum ned på Tilst Bibliotek. Charles og Alicia fik lov at have de helt nye pelekranse på, som jeg købte til dem på stenmessen i Hasselager. Og jo - det er rigtig fingerringe.

mandag den 8. november 2010

Nu er det snart jul

Det er ikke så meget, at jeg glæder mig til jul. Det er mere det, at jeg skal have alle mine små juleting frem - på biblioteket og herhjemme. Selvfølgelig skal bamsehuset frem på Åby Bibliotek. Min jule-bamseudstilling skal til Højbjerg Bibliotek, og et eller andet skal vi jo have på Sabro Bibliotek og i Åby Biblioteks børneafdeling. Endelig er der min julekrybbe herhjemme, som jo også er min julekalender.
Til julemarkedet på Højbjerg Bibliotek købte jeg i Ribe en hel lille frugtstand. Ud over marked skal de have juletræssalg og nytårsfest. For små bamsewr altså.

torsdag den 4. november 2010

Uhygge i Lønstrup


Sidste weekend var vi på en rigtig afslappende weekend i Skallerup. Tro det eller ej, men lørdag var vi på shopping i Lønstrup, og der blev skam købt en del. Lønstrup har masser af butikker og spisesteder.

Der er også en gavebod, som var ved at gå i jule-mode. Men der var dog også lidt uhygge til Halloween.

Jeg kunne ikke stå for skelettet med bevægelige led. De dirrer faretruende, når man bevæger pinden, han sidder på. Han er 11 cm høj og kostede en tier.

mandag den 1. november 2010

God allehelgensdag

Det kan godt være, at Halloween er noget nymodens pjat, men jeg synes nu det er meget rart med lidt skæg og ballade her midt i et efterår, der ellers er blottet for helligdage. De flotte græskar er da også veritabele lyspunkter. Vores egen allehelgensdag var jo næsten gået i glemmebogen, selv om vi tit har siddet og lyttet til historier om spøgelser og genfærd i radioen allehelgensaften. Den lever da helt fint sammen med de nye skikke. Så mine bamser siger: Happy Halloween!