På Bjørnevig Strand

Der mangler som sagt endnu nogle ting. F.eks. har jeg ikke lige fundet isene. Colaerne og solbrillerne havde jeg heller ikke fået med. Her er alligevel et billede mere fra stranden.

Bamse-sæsonen starter igen

Det er snart oktober - og med den kommer jo den internationale bamsedag. Jeg er allerede begyndt at stille den første minibamse-udstilling op. Der bliver 3 forskellige udstillinger med mine bamser i år: i Åby i Beder og i Trige. Udstillingen i Åby har et strandtema. Den er ikke helt færdig, og jeg tog blot et par snapshots med min mobiltelefon.
H C Andersen-eventyrene fortsætter senere.

Den flyvende kuffert - i skoven

“Men De må komme her på lørdag,” sagde hun, “da er kongen og dronningen hos mig til tevand! de vil være meget stolte af, at jeg får tyrkeguden, men se til, De kan et rigtigt dejligt eventyr, for det holder mine forældre særdeles meget af; min moder vil have det moralsk og fornemt og min fader lystigt, så man kan le!”
“Ja, jeg bringer ingen anden brudegave end et eventyr!” sagde han, og så skiltes de, men prinsessen gav ham en sabel, der var besat med guldpenge, og den kunne han især bruge.
Nu fløj han bort, købte sig en ny slåbrok og sad så ude i skoven og digtede på et eventyr, det skulle være færdigt til om lørdagen, og det er ikke så let endda.
Så var han færdig, og så var det lørdag.

Den flyvende kuffert - besøget

Kufferten skjulte han i skoven, under de visne blade og gik så ind til byen; det kunne han godt gøre, for hos tyrkerne gik jo alle ligesom han i slåbrok og tøfler. Så mødte han en amme med et lille barn. “Hør du tyrke-amme!” sagde han, “hvad er det for et stort slot her tæt ved byen, vinduerne sidder så højt!”
“Der bor kongens datter!” sagde hun, “der er spået hende, at hun skal blive så ulykkelig over en kæreste, og derfor må der ingen komme til hende, uden kongen og dronningen er med!”
“Tak!” sagde købmandssønnen, og så gik han ud i skoven, satte sig i sin kuffert, fløj op på taget og krøb ind af vinduet til prinsessen.
Hun lå i sofaen og sov; hun var så dejlig, at købmandssønnen måtte kysse hende; hun vågnede og blev ganske forskrækket, men han sagde, han var tyrkeguden, som var kommet ned igennem luften til hende, og det syntes hun godt om.
Så sad de ved siden af hinanden, og han fortalte historier om hendes øjne: De var de dejligste, mørke søer, og tankerne svømmede der som havfruer; og han fortalte om hendes pande: Den var et snebjerg med de prægtigste sale og billeder, og han fortalte om storken, som bringer de søde små børn.
Jo, det var nogle dejlige historier! så friede han til prinsessen, og hun sagde straks ja!

Den flyvende kuffert - prinsessen

Den tyrkiske prinsesse er en Mini-Bratz, som jeg lånte af Laura Feline, som dengang var 8-9 år gammel. Det var min mening at sy hende et par haremsbukser, men det var alligevel for småt, så hun måtte nøjes med ar blive shinet op med et pandebånd og en halskæde. Divanen er lånt fra Annettes nissehus. Nisserne skal jo alligevel kun bruge den til jul. Det nissehus vender jeg tilbage til, når det bliver sæson. Gennem vinduet skimtes den flyvende indhold med gæst. Læg mærke til, at prinsessen allerede har to bægre stående. Hun venter da på den frier!

Den flyvende kuffert - køkkenet

I eventyret er der indlagt et eventyr, som har tændstikker, gryder og andet husgeråd som aktører. Denne fortælling har jeg lavet på en lille scene. Jeg gjorde mig stor umage for at få alle tingene med. En kobberting, som jeg lånte af en veninde, måtte gøre det ud for en samovar.

Den flyvende kuffert - en tyrkisk dragt

Den lille fine slåbrok har jeg selv syet til denne dukke, og fez'en har jeg oså selv lavet af pulden til en almindelig hat og et stykke filt. Filten lod sig nok så nydeligt forme i våd tilstand. Kufferten tilhører lille Theodore, en bamse som tidligere har været omtalt på denne blog. Og så var helten parat til at flyve til det tyrkiske hof.

Hvad fatter gør - moralen

Fatter får sit kys.

Moralen i denne historie er jo noget tvivlsom og - vælger jeg at tro - ret tvetydig!:
Jo, det lønner sig altid, at konen indser og forklarer at fatter er den klogeste, og hvad han gør, er det rigtige.

Hvad fatter gør - hjemkomsten

Det lykkedes mig ikke at skaffe mere end én bowlerhat til englænderne. den ene af dem må nøjes med en anden hat, som han holder i hånden.
“Ja, men hønen byttede jeg bort for en pose rådne æbler!”
“Nu må jeg kysse dig!” sagde konen, “tak, min egen mand! Nu skal jeg fortælle dig noget. Da du var af sted, tænkte jeg på at lave et rigtigt godt måltid til dig: Æggekage med purløg. Æggene havde jeg, løgene manglede mig. Så gik jeg over til skoleholderens, der har de purløg, ved jeg, men konen er gerrig, det søde asen! jeg bad om at låne –! låne? sagde hun. Ingenting gror i vor have, ikke engang et råddent æble! ikke det kan jeg låne hende! nu kan jeg låne hende ti, ja, en hel pose fuld! det er grin, far!” og så kyssede hun ham lige midt på munden.
“Det kan jeg lide!” sagde englænderne. “Altid ned ad bakke og altid lige glad! det er nok pengene værd!” og så betalte de et skippund guldpenge til bondemanden, som fik kys og ikke knubs.

Kirstens gås

Det er da en fin gås, Kirsten lånte mig, ikke?

Hvad fatter gør - fåret, gåsen og hønen

I min lille æske dyr var der ingen gås, men Kirsten har nogle stykker af dem. Hun har en svaghed for gæs.

“Det er en svær én, du der har!” sagde bondemanden, “den har både fjer og fedt! den kunne tage sig godt ud i tøjr ved vor vandpyt! den var noget for moder at samle skrællinger til! Hun har tit sagt, “bare vi havde en gås!” nu kan hun da få den – og hun skal få den! vil du bytte? Jeg giver dig fåret for gåsen og tak til!”
Ja, det ville da den anden nok, og så byttede de; bondemanden fik gåsen. Nær ved byen var han, trængslen på vejen tog til, der var en myldren af folk og fæ; de gik på vej og på grøft lige op i bommandens kartofler, hvor hans høne stod tøjret for ikke i forskrækkelse at forvilde sig og blive borte. Det var en stumprumpet høne, der blinkede med det ene øje, så godt ud. “Kluk, kluk!” sagde den; hvad den tænkte derved, kan jeg ikke sige, men bondemanden tænkte, da han så hende: Hun er den skønneste høne, jeg endnu har set, hun er kønnere end præstens liggehøne, den gad jeg nok eje! en høne finder altid et korn, den kan næsten sørge for sig selv! jeg tror, at det er et godt bytte, om jeg fik den for gåsen! “skal vi bytte?” spurgte han. “Bytte!” sagde den anden, “ja det var jo ikke så galt!” og så byttede de. Bommanden fik gåsen, bondemanden fik hønen.

Hvad fatter gør - hesten og koen

I dette eventyr fik jeg rigtig brug for alle mine dyr og dukker.

Der gik en og drev en ko, den var så nydelig, som en ko kan være. “Den giver vist dejlig mælk!” tænkte bondemanden, det kunne være et ganske godt bytte at få den. “Ved du hvad, du med koen!” sagde han, “skal vi to ikke tale lidt sammen! ser du, en hest, tror jeg nok, koster mere end en ko, men det er det samme! jeg har mere gavn af koen; skal vi bytte?”
“Ja nok!” sagde manden med koen og så byttede de.
Nu var det gjort, og så kunne bondemanden have vendt om, han havde jo udrettet, hvad han ville, men da han nu engang havde betænkt at ville komme til marked, så ville han komme til marked, bare for at se på det; og så gik han med sin ko. Han gik rask til, og koen gik rask til, og så kom de snart til at gå lige ved siden af en mand, der førte et får. Det var et godt får, godt i stand og godt med uld.
“Det gad jeg nok eje!” tænkte bonden. “Det ville ikke komme til at savne græsning på vor grøftekant, og til vinter kunne man tage det ind i stuen hos sig. I grunden var det rigtigere af os at holde får, end holde ko. Skal vi bytte?”
Ja, det ville da nok manden, som havde fåret, og så blev det bytte gjort, og bondemanden gik med sit får hen ad landevejen

Svinedrengen - kejseren

“Hvad kan det dog være for et opløb dernede ved svinestien!” sagde kejseren, der var trådt ud på altanen; han gned sine øjne og satte brillerne på. “Det er jo hofdamerne, der er på spil! jeg må nok ned til dem!” — og så trak han sine tøfler op bag i, for det var sko, som han havde trådt ned.
Hille den! hvor han skyndte sig!

Svinedrengen - prinsessen

Svinedrengen, det vil sige prinsen, men de vidste jo ikke andet, end at han var en virkelig svinedreng, lod ikke dagen gå hen uden at han bestilte noget, og så gjorde han en skralde, når man svingede den rundt, klang alle de valse og hopsaer, man kendte fra verdens skabelse.
“Men det er superb!” sagde prinsessen, i det hun gik forbi, “jeg har aldrig hørt en dejligere komposition! hør! gå ind og spørg ham, hvad det instrument koster: men jeg kysser ikke!”
“Han vil have hundrede kys af prinsessen!” sagde hofdamen, som havde været inde at spørge.
“Jeg tror han er gal!” sagde prinsessen, og så gik hun; men da hun havde gået et lille stykke, så blev hun stående. “Man må opmuntre kunsten!” sagde hun, “jeg er kejserens datter! Sig ham, han skal få ti kys ligesom i går, resten kan han tage hos mine hofdamer!”
“Ja, men vi vil så nødig!” sagde hofdamerne.
“Det er snak!” sagde prinsessen, “og når jeg kan kysse ham, så kan I også! husk på, jeg giver eder kost og løn!” og så måtte hofdamen ind til ham igen.
“Hundrede kys af prinsessen,” sagde han, “eller hver beholder sit!”
“Stå for!!!” sagde hun, og så stillede alle hofdamerne sig for og han kyssede da.

Svinedrengen - gryden

Naturligvis kunne man ikke købe en gryde med bjælder, men man kunne faktisk få nogle meget små nogen. Dem satte geg selv på en gryde. Grisene er fra æsken med husdyr, som jeg købte på Ebay fra Tyskland. Indhegningen er lånt fra min lille niece.

Og så blev prinsen ansat, som kejserlig svinedreng. Han fik et dårligt lille kammer nede ved svinestien og her måtte han blive; men hele dagen sad han og arbejdede, og da det var aften, havde han gjort en nydelig lille gryde, rundt om på den var der bjælder og så snart gryden kogte, så ringede de så dejligt og spillede den gamle melodi:
“Ach, Du lieber AugustinAlles ist væk, væk, væk!”
men det allerkunstigste var dog, at når man holdt fingeren ind i dampen fra gryden, så kunne man straks lugte hvad mad der blev lavet i hver skorsten, der var i byen; se, det var rigtignok noget andet end den rose.

Den lille Idas blomster - ballet

Her står så alfeblomsterne på rad og række, parat til at starte dansen. Kongen og dronningen er på plads, og i baggrunden skimtes den gule lilje på piano. Den lilje var ret svær at finde, men Pariserhuset havde varen.
“Nej, I må ikke dø!” sagde Sophie, og så kyssede hun blomsterne; i det samme gik salsdøren op, og en hel mængde dejlige blomster kom dansende ind, Ida kunne slet ikke begribe, hvor de var kommet fra, det var bestemt alle blomsterne ude fra kongens slot. Allerforrest gik to dejlige roser, og de havde små guldkroner på, det var en konge og en dronning, så kom de nydeligste levkøjer og nelliker og de hilste til alle sider.

Den lille Idas blomster - legetøjet

Adskillige ting på bordet med legetøj optræder i eventyret. F.eks. det røde fastelavnsris, som jeg også selv måtte nørkle sammen. Også den lille figur på riset og røgmanden er nævnt.

Fastelavnsriset hoppede på sine tre røde træben midt ind imellem blomsterne, og trampede ganske stærkt, for det dansede mazurka, og den dans kunne de andre blomster ikke, fordi de var så lette og kunne ikke trampe.
Voksdukken på fastelavnsriset blev lige med ét stor og lang, snurrede sig rundt oven over papirsblomsterne og råbte ganske højt: “Er det at bilde barnet sådan noget ind! det er den dumme fantasi!” og så lignede voksdukken ganske akkurat kancelliråden med den brede hat, så lige så gul og gnaven ud, men papirsblomsterne slog ham om de tynde ben, og så krøb han sammen igen og blev en lille bitte voksdukke. Det var så morsomt at se! den lille Ida kunne ikke lade være at le. Fastelavnsriset blev ved at danse, og kancelliråden måtte danse med, det hjalp ikke, enten han gjorde sig stor og lang eller blev den lille gule voksdukke med den store, sorte hat. Da bad de andre blomster for ham, især de, der havde ligget i dukkesengen, og så lod fastelavnsriset være. I det samme bankede det ganske stærkt inde i skuffen, hvor Idas dukke, Sophie, lå ved så meget andet legetøj; røgmanden løb hen til kanten af bordet, lagde sig langs ud på sin mave og fik skuffen en lille smule trukket ud. Der rejste Sophie sig op, og så ganske forundret rundt omkring. “Her er nok bal!” sagde hun; “hvorfor er der ingen, der har sagt mig det!”
“Vil du danse med mig?” sagde røgmanden.
“Jo, du er en pæn én at danse med!” sagde hun og vendte ham ryggen. Så satte hun sig på skuffen og tænkte, at nok en af blomsterne ville komme at engagere hende, men der kom ingen, så hostede hun, hm, hm, hm! men alligevel kom der ikke én. Røgmanden dansede så ganske alene, og det var ikke så dårligt!

Den lille Idas blomster - alfebogen

Der er en hel del dansende blomster i eventyret. Hos "Den gamle skole" købte jeg en bog om at lave alfer, meget tæt på dansende blomster efter min mening. Der var materiale med til 12 alfer, og jeg supplerede selv med nogle gamle lyskranse osv. Det er en 13 årig pige, som har skrevet bogen, men det lykkedes mig nu aldrig, at lave en eneste alf, der kunne leve op til modellerne! Link til Den gamle skole

Den lille Idas blomster - Sophie i skuffen

Her sidder dukke Sophie i skufen. På bordet står alt det andet legetøj. På kanten af bordet er der en sommerfugl.

“Ja, det kan du tro!” sagde studenten, “for når de vil, så kan de flyve. Har du ikke nok set de smukke sommerfugle, de røde, gule og hvide, de ser næsten ud som blomster, det har de også været, de er sprunget af stilken højt op i luften, og har da slået med bladene, ligesom de var små vinger, og så fløj de; og da de førte sig godt op, fik de lov at flyve om også ved dagen, skulle ikke hjem igen, og sidde stille på stilken, og så blev bladene til sidst til virkelige vinger. Det har du jo selv set! "