Kay gik også og lagde figurer, de allerkunstigste, det var forstands-isspillet; for hans øjne var figurerne ganske udmærkede og af den allerhøjeste vigtighed; det gjorde det glaskorn, der sad ham i øjet! han lagde hele figurer, der var et skrevet ord, men aldrig kunne han finde på at lægge det ord, som han just ville, det ord: Evigheden, og snedronningen havde sagt: “Kan du udfinde mig den figur, så skal du være din egen herre, og jeg forærer dig hele verden og et par nye skøjter.” Men han kunne ikke.“Nu suser jeg bort til de varme lande!” sagde snedronningen, “jeg vil hen og kigge ned i de sorte gryder!” — Det var de ildsprudende bjerge, Etna og Vesuv, som man kalder dem. — “Jeg skal hvidte dem lidt! det hører til; det gør godt oven på citroner og vindruer!” og så fløj snedronningen, og Kay sad ganske ene i den mange mil store tomme issal og så på isstykkerne og tænkte og tænkte, så det knagede i ham, ganske stiv og stille sad han, man skulle tro han var frosset ihjel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar