Det var ikke helt let at finde "Døden", men heldigvis fandt jeg ham i Pariserhuset - og så kunne han ovenikøbet stå selv.Den stakkels kejser kunne næsten ikke trække vejret, det var ligesom om der sad noget på hans bryst; han slog øjnene op, og da så han, at det var Døden, der sad på hans bryst og havde taget hans guldkrone på, og holdt i den ene hånd kejserens guldsabel, i den anden hans prægtige fane; og rundt om i folderne af de store fløjlssengegardiner stak der forunderlige hoveder frem, nogle ganske fæle, andre så velsignede milde: Det var alle kejserens onde og gode gerninger, der så på ham, nu da Døden sad på hans hjerte: “Husker du det?” hviskede den ene efter den anden. “Husker du det!” og så fortalte de ham så meget, så at sveden sprang ham ud af panden. “Det har jeg aldrig vidst!” sagde kejseren; “musik, musik, den store kinesiske tromme!” råbte han, “at jeg dog ikke skal høre alt det, de siger!” Og de blev ved, og Døden nikkede ligesom en kineser ved alt, hvad der blev sagt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar